Royal Caribbeans Oasis-klasse kan bryste sig af at have verdens største krydstogtskibe, og har du endnu til gode at opleve denne skibsklasse, må vi bare sige: Det skal opleves! Men hvor meget betyder størrelsen egentlig? Gælder ”jo større desto bedre”, eller kan det blive for meget? I dette blogindlæg vil vi forsøge at tage dig med på den ultimative dag ombord på imponerende Symphony of the Seas.

 

Stor, større, størst. Eller, hvis ret skal være ret, faktisk ”kun” andenstørst – for med plads til knap 6.700 passagerer er Royal Caribbeans Symphony of the Seas en smule mindre end søsterskibet Wonder of the Seas, som kan tage yderligere 300 gæster ombord og pt. er indehaver af titlen som verdens største krydstogtskib. Begge hører til den populære og ekstraordinære Oasis-skibsklasse, som er kendt for at tage krydstogtet som rejseform til det næste niveau. Altså lidt endnu. For til vinter sprænger Royal Caribbean endnu en gang skalaen for, hvad der er muligt med en helt ny skibsklasse og det første skud på stammen, Icon of the Seas. Men nok om Icon for nu…

Overvejer du at tage på krydstogt med et af verdens største krydstogtskibe, så har vi her samlet en komplet dag ombord på et Oasis-skib med nogle af de mange fantastiske faciliteter og aktiviteter, som vi selv nød godt af, da vi for nyligt var ombord på Symphony of the Seas. Forhåbentlig kan det give dig en idé om, hvad det vil sige at rejse med skibe af denne størrelse.

 

En rolig start på dagen

Når du tænker på verdens største krydstogtskibe, så er ”rolig” formentlig ikke et af de første ord, der falder dig ind. Og det forstår vi godt! Med et utal af aktiviteter og underholdning for gæster i alle aldre, er der altid gang i den på Symphony of the Seas, men det betyder ikke, at skibet ikke også byder på områder, hvor du rent faktisk kan komme ned i gear. Sådan et sted er det frodige og hyggelige Central Park, som er placeret midt på skibets dæk 8. Her er der skabt det skønneste parkområde fyldt med buske og træer under åben himmel – til trods for at du befinder dig midt på skibet. Og lige netop her kan du nyde en let morgenmad fra Park Cafeen (som er inkluderet i prisen) i helt rolige omgivelser, inden dagen for alvor skal i gang. Snup en yoghurt med frugt, en sandwich eller en bagel og tag plads i den fine park. Tip: Dette sted er også perfekt til frokost!

 

Central Park på Symphony of the Seas

 

Plask rundt som en vandhund eller tag en familiedyst

Med mad i maven er du klar til at gå på opdagelse på det store skib, og vi tør godt at love dig én ting: Du kommer IKKE til at kede dig på et Oasis-skib – i så fald er det selvforskyldt.

Er du en ægte vandhund, er du kommet til det helt rigtige sted, og så er det oplagt at bruge formiddagen ved en af skibets fire pools eller ti boblebade – måske endda med en tur eller to i de sjove vandrutsjebaner! Rejser du med børn, er vandlandet også et kæmpe hit, hvor der nemt kan gå en formiddag med at plaske rundt i vandet.

 

Vandland ombord på Symphony of the Seas

 

Formiddagen er også oplagt til én gang for alle at få sat på plads, hvem i familien der egentlig er den bedste til minigolf eller bordtennis – og taberen kan snildt give is til hele banden. Næsten lige ved siden af minigolfbanen, finder I nemlig en gratis is-station, hvor I kan hente softice, som det passer jer. Genialt, ikk’?

Efter sådan en hæsblæsende dyst eller et par timer ved poolen, er det ikke utænkeligt, at en lille sult melder sig, og så er det jo heldigt, at I kan gå et smut forbi Sorrento’s på promenaden, som er klar med lækre pizza slices, som I hurtigt kan snuppe med jer videre på farten.

Prøv grænser af om eftermiddagen

Oasis-skibene er særlig kendte for deres ekstraordinære aktiviteter, og hvad er mere nærliggende end at bruge eftermiddagen på at krydse nogle af disse ”bucket list” aktiviteter af? Her er der selvfølgelig ingen vej udenom skibets zip line og surfing-simulatorer. Ja, den er god nok – hvor vildt er det ikke, at disse aktiviteter findes på et krydstogtskib? I 10 etagers højde kan du svæve hen over skibets boardwalk og i ca. 10 sekunder mærke, at du virkelig lever – eller er ved at dø af skræk. Ikke desto mindre er det en stor og sjov oplevelse, som gæster i mange forskellige aldre ikke vil gå glip af – og det skulle vi selvfølgelig heller ikke (til trods for lidt højdeskræk).

 

Zipline på Symphony of the Seas

 

Surfing-simulatorerne, eller Flowrider, som de hedder, er også en meget populær aktivitet for både børn og voksne. Du behøver ikke at have erfaring med surfing, inden du kaster dig hovedkulds ud i udfordringen. Du vil nemlig blive instrueret i teknik, og hvordan du kommer op at stå på brættet. Og selvom det kan give lidt knubs, mens du er ved at lære, så er der intet som tilfredsstillelsen, når det endelig lykkes!

 

Surfing simulator på Symphony of the Seas

 

Se solnedgangen og nyd en velsmagende middag

Afhængigt af hvad tid I spiser aftensmad, så er det en fantastisk oplevelse at nyde en cocktail før eller efter maden i det smukke Solarium på skibets dæk 14 til udsigten af solnedgangen. Dette er igen et af de steder på skibet, som bærer præg af en roligere atmosfære, men vær opmærksom på, at her ikke er adgang for børn. Nyd udsigten over havet fra udkigsposten ”King of the World”, som strækker sig ud over skibets kant og er udstyret med et glasgulv, der får dig til at føle, at du svæver over havet. Dette er i øvrigt et perfekt sted at tage nogle flotte billeder!

 

Solarium på Symphony of the Seas

 

Når det kommer til aftensmaden, så er mulighederne noget nær uendelige på Symphony. Hele 15 spisesteder finder du på skibet. Uanset om du går i hovedrestauranten, Main Dining Room, eller buffeten, Windjammer Marketplace, er du garanteret god og velsmagende mad, men som på alle andre krydstogtskibe, så er det en fantastisk oplevelse at prøve en af specialrestauranterne. Er du til italiensk, asiatisk eller mexicansk? Du finder det hele på Symphony!

 

Lad dig imponere af shows i verdensklasse

Når mørket falder på, er det tid til underholdning – og ombord på Symphony of the Seas er det ikke hvilken som helst underholdning, der venter dig. Her er der lagt i kakkelovnen til shows, der vil imponere, forbløffe og give dig lyst til at opleve det hele én gang til! Særligt skibets Aqua Theater, hvor showet HiRO kan opleves, er et absolut must. I en vanvittig forening af dans, udspring og akrobatik, vil professionelle artister udføre de mest imponerende øvelser i den dybeste pool på havet – og ha’ så lige in mente, at dette foregår udendørs på et skib, der sejler! Hvor vildt er det ikke lige? Vi var meget imponerede!

 

AquaTheater showet HiRo på Symphony of the Seas

 

Er du til storslåede musicals, så skal du selvfølgelig også opleve Broadway musicalen Hairspray ombord på skibet. Her vil du blive underholdt af store sangstemmer, indlevende skuespil, dans og humoristiske indslag. Selv hvis du normalt ikke er til musicals, bør du give denne en chance – det er trods alt inkluderet i prisen præcis ligesom den øvrige underholdning, som HiRO og skøjteshowet 1887, så gå gerne til underholdningen med et nysgerrigt og åbent sind.

Bliv klar til endnu en oplevelsesrig dag

Pyha, sikke en dag og mange indtryk at gå i seng med! Heldigvis har du mange dage til at opleve alt, hvad Symphony of the Seas har at byde på, når du ikke er i land, så undgå at stresse over at skulle nå det hele på én gang. Et lille tip: Brug den første dag på at danne dig et overblik over skibet og gå på opdagelse på de forskellige dæk, så du er klar til at nyde alle skibets fantastiske faciliteter resten af din ferie. God fornøjelse!

Er Symphony of the Seas noget for mig?

Symphony of the Seas er for dig, der…

Elsker en ferie fyldt med oplevelser af høj kvalitet med plads til både fest og farver, afslapning og gode madoplevelser for hele familien. Der er altid noget at lave for gæster i alle aldre, og de fleste aktiviteter er allerede inkluderet i prisen. Ja, der er mange mennesker, men husk på, at du er ombord på et af verdens allerstørste krydstogtskibe – der er GOD plads til alle, og du bemærker sjældent, hvor mange mennesker, der egentlig er ombord.

Symphony of the Seas er IKKE for dig, der…

Primært er afsted for at få ro og afslapning uden for mange mennesker omkring dig. Selvom skibet har mange hyggelige afkroge og områder, hvor du kan slappe af, så kan vi ikke komme udenom, at Symphony er et af verdens største krydstogtskibe, og det betyder alt andet lige mange aktiviteter og mennesker. Hvis ikke du ønsker at udnytte de mange aktiviteter og faciliteter, som et stort krydstogtskib tilbyder, så er et af de mindre skibe med færre aktiviteter måske mere noget for dig.

Læs mere om Symphony of the Seas og find din rejse her

Annika Møller
SoMe & Content Creator

Du kan måske også lide