Kina - Dalian

Den livlige by Dalian befinder sig på den sydlige del af Liaodong-halvøen ud til Bohai-bugten og det Gule Hav. Dalian har Kinas nordligste isfrie havn, og er en by, der udmærker sig ved sine mange parker og grønne områder – i en sådan grad, at Dalian bliver kaldt ”Byen, der er bygget på haver”.  Udover de grønne områder byder Dalian også på nogle af de smukkeste strande, flere dyreparker, og til sydvest finder du Lushun, den tidligere russiske militærbase, der nu er et museum.

Værd at se
Har du lyst til at dykke mere ned i Dalians tid under russisk herredømme, kan du besøge Zhongshan distriktet, et livligt område i centrum af byen, hvor du blandt andet kan se Nicholas Plads (Zhongshan Square), den mest berømte plads i Dalian. Fra pladsen strækker ti gader sig ud i byen, og her kan du vandre rundt og beundre de fine bygningsværker i gammel europæisk stil.  

Der er flere forlystelsesområder i Dalian, der byder på underholdning for enhver smag. Besøg fx Tiger Beach (Laohutan) Ocean Park, der byder på flere grønne områder, smukke pladser og Polar Region Marine Animals World. Sidstnævnte er en dyrepark, der specialiserer sig i havdyr – og i særdeleshed polardyr. Her kan du se sjældne dyr som beluga-hvaler og søelefanter såvel som nuttede pingviner og isbjørne.
Vil du hellere opleve tropiske dyr i deres naturlige habitat, kan du i stedet besøge Dalian Forest Zoo. Her kan du tage på safari og se mere end 200 forskellige dyrearter, deriblandt store pandaer, gyldne aber og flere former for reptiler.

Hele Dalians kystlinje er oversået med dejlige strande, der bare indbyder til en dukkert. Der er både strande lokalt og længere væk fra byen, og du bestemmer selv, hvor langt væk du vil tage. Bystrandene er gerne lidt mere besøgte, så hvis du vil finde dig et stille åndehul, kan det godt betale sig at søge lidt længere væk fra byen.

Valuta
Den kinesiske møntfod hedder Renminbi (RMB), men bliver også bare kaldt for Yuan. Man kan normalt veksle vestlig valuta, og det anbefales, at man gør det ved ankomsten. Det nemmeste er derfor at medbringe kreditkort eller USD i sedler. Større steder kan man betale med kreditkort, men det må forventes, at der mange steder skal betales med kontanter.

Klima

Top Krydstogter