Krydstogt i oktober? En weekend med MSC Virtuosa fra Southampton
Hvordan er det egentlig at tage på krydstogt fra Storbritannien midt i oktober? Det fik vi for nylig mulighed for at opleve, da vi over en forlænget weekend sejlede fra Southampton til det nordlige Frankrig og tilbage igen. Her kan du læse mere om vores oplevelser med MSC Cruises og særligt MSC Virtuosa.
Førstehåndsindtrykket af skibet
Du kender det formentlig godt – uanset hvor mange gange du har været på krydstogt, stopper det aldrig rigtig med at være spændende at træde ombord på et nyt skib for første gang. Og denne tur var bestemt ingen undtagelse. Efter et døgn i London med fish & chips, ABBA Voyage show og lidt shopping gik turen sydpå med bus mod skibet i Southampton.


”MSC Virtuosa er et imponerende skib – moderne, elegant og fuld af faciliteter,” fortæller Otto. ”Efter ombordstigning bliver man hurtigt imponeret over Meraviglia-klassens karakteristiske detaljer: de glitrende Swarovski-trapper, den imponerende promenade med digital LED-himmel og det gennemførte design.”
En rummelig balkonkahyt
Efter ombordstigningen, og det første indtryk af skibet, kunne vi bevæge os op mod vores balkonkahyt på dæk 13. En rummelig kahyt med et lækkert badeværelse og god skabsplads – præcis hvad man har brug for, når man “flytter ind” i nogle dage. Kort efter ankomst hilste vi på Densil fra St. Kitts, vores søde kahytssteward, som virkelig gjorde sit bedste for at sørge for, at vi havde det godt under hele turen.


På trods af at vi sejlede midt i oktober var det skønt at have balkonen. ”Den var perfekt til både at nyde efterårssolen, den smukke havudsigt og en kold øl – den gav os mulighed for små pauser og var et dejligt sted at runde dagens oplevelser af,” nævner Cecilia.
Livet ombord på skibet
Har du været på et MSC-skib, så ved du, at der er utrolig mange forskellige ting at tage sig til – uanset om du rejser som par, familie eller venner. Og det samme fik vi at mærke på denne tur. ”Faciliteterne på skibet byder på oplevelser for enhver smag. Vi elskede f.eks. at hver bar havde sit eget tema, hvor vi, alt efter humør, kunne vælge mellem smukt klaverspil, livlig jazz eller sport i sportsbaren,” fortæller Cecilia og fremhæver robotten, som mikser drinks på din bestilling i Starship Club, som en af de sjove oplevelser.


”Jeg blev især imponeret over, hvor gennemført alt føltes,” tilføjer Otto. ”Stemningen på MSC Virtuosa er livlig, og der er virkelig noget for enhver. Fitnesscentret er topmoderne, ungdomsklubben populær blandt de yngre gæster og Sky Lounge Bar tilbyder en afslappet, børnefri zone.”
Som altid finder du desuden lækre poolområder, et afslappende spaområde og masser af aktiviteter for gæster i alle aldre.
Imponerende underholdning
Hver aften bød på underholdning, og med forskellige shows i teatret, som Hall of Fame og Dirty Dancing, var der altså noget nyt at opleve hver aften. Vi nåede at se tre forskellige shows, som alle var flot produceret med dygtige artister og med en passende længde på omkring 35 minutter.
Derudover havde vi på forhånd booket plads til Ajerdez – Carousel Productions by Sea, som er en akrobatik- og teaterforestilling i Carousel Lounge, der bedst kan sammenlignes med Cirque du Soleil. ”Carousel Lounge var fuldkommen fantastisk – ægte akrobatik, flotte kostumer og en virkelig professionel oplevelse, som jeg varmt kan anbefale, hvis man vil have ekstraordinær underholdning,” fortæller Linnea.


Foruden de imponerende shows oplevede vi både silent disco og den berømte White Party, hvor størstedelen af gæsterne på skibet er klædt i hvidt. ”Stemningen til White Party var ekstra særlig, og hvis man godt kan lide en god fest, så er det en sjov aften at deltage i,” fremhæver Cecilia.
Stort udvalg af madoplevelser
Et andet sted, vi oplevede stor underholdning på turen, var på specialrestauranten Teppanyaki, som blev et højdepunkt for os. Har du ikke prøvet denne anderledes restaurantoplevelse før, så kan vi kun anbefale at prøve det. Her får du en kombination af lækker mad fra dygtige kokke og underholdning, mens maden tilberedes lige for øjnene af dig.
”Middagen blev til en oplevelse i sig selv, hvor der blev kælet lidt ekstra for hver detalje,” fortæller Cecilia, mens Linnea fremhæver selve maden på Teppanyaki: ”Det var virkelig godt! Laksen var perfekt, og kødet var stegt præcis som bestilt.”


Alt i alt finder du 11 forskellige restauranter ombord på skibet – en blanding af restauranter, der er inkluderet i prisen og specialrestauranter, hvor du tilkøber en middag – med et stort og varieret udvalg.
Et efterårskrydstogt fra Storbritannien viste sig altså at være både friskt og hyggeligt. Selv uden stærk sol og varme temperaturer leverede MSC Virtuosa en oplevelse fyldt med energi, komfort og fantastiske øjeblikke – præcis sådan som et krydstogt skal være, hvis du spørger os.
Vores bedste tips til din tur med MSC Cruises
- Download boardingkortet digitalt: Det gør indtjekningen problemfri – ingen papir, intet stress.
- Book shows den første aften: De bliver hurtigt udsolgt, så sørg for at sikre dig plads tidligt.
- Tilkøb Easy drikkepakken: Den er det hele værd – også selvom du ikke drikker alkohol. Det giver frihed til at nyde en cappuccino, tage en sodavand med i land og generelt bestille drikkevarer uden at tænke på regningen, når du først er ombord.
Lyder det som noget for dig? Så tjek udvalget af rejser med MSC Virtuosa og resten af
Meraviglia-skibsklassen her.
