Er du på udkig efter et krydstogt, der leverer den perfekte kombination af klassisk komfort, rolig luksus, god mad, sjov underholdning og imponerende service? Så læs med her og bliv klogere på, hvordan det er at sejle med Princess Cruises.
Med ovenstående beskrivelse var der lagt i kakkelovnen til en skøn, afslappende rejse, da jeg for nylig tilbragte en uge i Middelhavet ombord på Majestic Princess. Princess Cruises er netop kendt for sit klassiske udtryk, voksne stemning og høje kvalitet, men derudover havde skibet fra 2017 netop været i dry dock (2025) og gennemgået en større renovering med alt fra nye restauranter som Sabatini’s Italian Trattoria og to nye madsteder ved poolen til den irske pub O’Malley’s og Bellini’s Cocktail Bar. For bare at nævne et par af de i alt 12 store ændringer på skibet.
Og lad mig allerede nu afsløre: Vi var vilde med skibet – og Princess Cruises! Nu skal du høre hvorfor…
Balkonkahyt med ekstra garderobeplads
Lad os starte med vores hjem for ugen. En skøn balkonkahyt på dæk 15 (absolut anbefalelsesværdig!). Kahytterne var ikke blandt de faciliteter, der havde fået en kærlig hånd under skibets renovering, men fra vi åbnede døren, måtte vi bare konstatere, at alt stod virkelig flot i sit klassiske udtryk, og det var ikke til at se, at skibet har otte år på bagen.
Foruden en dejlig dobbeltseng, et skrivebord med stol, et fint badeværelse og – naturligvis – en skøn balkon, så var kahytten indrettet med et garderobeområde med god plads til både tøj og bagage mellem badeværelset og den øvrige kahyt. Meget tættere kommer man altså ikke på et walk-in-closet! Virkelig et plus i bogen hos alle os, der pakker lige rigeligt med tøj til rejsen.
Og så er det jo altid bare fantastisk at have en balkon, hvorfra man kan nyde morgenmaden, en drink inden aftensmad eller måske et slag yatzy. Hvis du spørger mig, er noget af det bedste at kunne trække gardinet fra om morgenen og se, hvilken ny udsigt vi er stået op til.


Udsøgte madoplevelser over hele linjen
Vi var så heldige at prøve et bredt udvalg af skibets restauranter i løbet af vores uge ombord. Alt fra de tre specialrestauranter (The Catch by Rudi, Sabatini’s Italian Trattoria og Crown Grill) til hovedrestauranten, Allegro, buffetrestauranten, World Fresh Marketplace, Alfredo’s Pizzeria og de to nye spisesteder ved poolen, Alfredo’s Slice og The Salty Dog Cafe. Og over hele linjen var kvaliteten og servicen høj.
En af vores favoritter var helt klart The Catch by Rudi, som er en helt ny specialrestaurant på Majestic Princess, som du måske kender fra andre af Princess Cruises’ skibe. Her får du virkelig lækker, frisk fisk og skaldyr i smagfulde retter – og flotte anretninger! Værd at fremhæve er også buffetrestauranten, som byder på et stort og bredt udvalg af mad fra forskellige køkkener både morgen, middag og aften. Om du er til sushi, butter chicken, steg eller friske salater, så finder du det her.


Sjov underholdning i mange afskygninger
Hvis du tror, at et klassisk krydstogtskib er lig med et kedeligt krydstogtskib, så tager du grueligt fejl. Der var nemlig ikke et kedeligt øjeblik ombord på Majestic Princess, som var spækket med underholdning fra morgen til aften! Ja, faktisk så meget, at vi flere gange måtte vælge underholdning fra, fordi vi simpelthen ville flere ting på samme tid. Luksusproblem!
Uanset om du er til musikalsk underholdning, akrobatik, game shows, vinsmagning, karaoke, dans eller comedy, så skal du nok finde det på dit krydstogt med Princess Cruises. Du kan også nyde en film under åben himmel i skibets udendørsbiograf ved det store poolområde, hvor der vises både spillefilm og koncertfilm i dag- og aftentimerne.
Underholdningen er primært rettet mod et voksent publikum, men om du er 30 eller 70, er jeg ret overbevist om, at du nok skal være underholdt. Det var vi, selvom vi var blandt de yngre gæster ombord på skibet.


Smukke, klassiske faciliteter
Noget af det skønne ved at sejle med et klassisk krydstogtskib er de smukke detaljer rundt om på skibet. Når du sejler med Princess Cruises, så er det særligt det elegante atrium i hjertet af skibet, som virkelig imponerer med sine storslåede spindeltrapper, lysekrone og mønstrede marmorgulv. Et virkelig smukt sted som du f.eks. kan nyde udsigten til med en kop kaffe i hånden på den tilstødende café. Generelt byder skibet på et væld af faciliteter – fra pools (både ude og inde) til fitness og hyggelige barer – som, sammen med de mange underholdningsmuligheder, gør det noget nær umuligt at kede sig. Selvom det bestemt ikke er hele skibet, der har været igennem den nylige renovering, så er det imponerende, hvor flot det står hele vejen rundt.


Teknologi der gør rejseoplevelsen ekstra speciel
Sidst, men absolut ikke mindst, er vi nødt til at vende den innovative Medallion, som adskiller Princess Cruises fra andre rederier. En lille medaljon man som gæst bærer på sig under sit krydstogt, der fungerer som en erstatning til det cruisekort, du formentlig kender fra andre rederier. Medaljonen fungerer både som nøglekort og betaling, præcis som cruisekortet, men det er ikke det eneste.
Skibet er nemlig udstyret med imponerende teknologi, som medaljonen er koblet op til, hvilket bl.a. gør det muligt at låse din dør op automatisk, så snart du nærmer dig din kahyt med medaljonen. Derudover kan personalet ombord se dig i deres system bare ved, at du har din medaljon på dig. Det betyder f.eks., at du kan bestille drinks i rederiets app og få dem leveret direkte til din solseng, kahyt eller hvor du nu befinder dig! Selv hvis du skifter lokation efter bestilling, finder de dig, så længe du har din medaljon på dig. Det er præcis så smart, som det lyder – og det virker bare upåklageligt (ja, vi var jo nødt til at teste det af med en drink ved poolen).


Vil du også sejle med Princess Cruises?
Selvom vi allerede havde høje forventninger inden turen, er der ingen tvivl om, at Majestic Princess oversteg disse. Alt fra kahyt til mad, underholdning, faciliteter og service spillede bare og gav os mulighed for at nyde turen fuldt ud både til lands og til vands. Er du blevet nysgerrig på Princess Cruises og de mange rejsemuligheder, de tilbyder over hele verden? Så læs mere om rederiet her eller giv os et kald på 70225959 – så hjælper vi dig med at finde den helt rette tur.