Spanien - Bilbao

I smørhullet mellem småbjerge i det nordlige Spanien finder du byen Bilbao, der byder på smuk natur, dejlige strande og muligheden for en fantastisk kulturoplevelse. Bilbao har en fortid som industriby men har sidenhen gennemgået en helt utrolig udvikling og fremstår nu som en smuk og moderne kunstmetropol. 

Værd at se:

Bilbaos bykerne er et besøg værd med sine brede boulevarder, fredfyldte grønne oaser og et stort udvalg af restauranter og barer. Slå et smut forbi markedshallen La Ribera, eller shop i de fashionable butikker langs Gran Via. Mens du spadserer, bør du give dig god tid til at nyde byens smukke arkitektur, og glem ikke at prøve Bilbaos svar på tapas - pintxos. Skulle du være så heldig at være i byen på en søndag, er der et livligt gademarked på Plaza Nuevo, hvor du kan gøre mange finurlige fund.  

Der er ikke mindre end tre fremragende kunstmuseer i Bilbao, der alle er et besøg værd. Det mest kendte er de tre er Guggenheim museet, der er tegnet af arkitekten Frank O. Gehry. Museet er et kunstværk i sig selv med sin særegne arkitektur, der har fortryllet og forundret gæsterne, siden det åbnede i 1997.
Kun få hundrede meter væk finder du kunstmuseet Museo de Bellas Artes. Her kan du opleve en stor samling af malerier skabt af spanske og udenlandske kunstnere som fx El Greco, Goya og Francis Bacon. Den store samling tæller kunstværker fra det 12. århundrede til i dag og suppleres løbende med nye udstillinger.
Går du længere ned langs floden, finder du Museo Maritimo, hvor du får et spændende indblik i Bilbaos historie, samt den udvikling byen har undergået de sidste 20 år.

Vil du hellere prioritere natur over kultur, er der et godt udvalg af dejlige strande i nærheden af Bilbao. På en halv time kan man med metroen komme til forstaden Getxo, hvorfra man på ti minutter kan gå til den nærmeste strand, Playa Erreaga. Leder du efter noget mere børnevenligt, kan du fortsætte med metroen til strandene ved Biscayen. Her skal især stranden Plentzia fremhæves, hvor du kan bade i en dejlig lagune med den smukkeste udsigt over havet.  

Valuta:

Valutaen i Spanien er euro (EUR). Du kan benytte de gængse kreditkort næsten overalt i Spanien, og i de fleste byer findes der hæveautomater, hvor du kan hæve kontanter.
Vær opmærksom på, at brugen af kreditkort er ikke lige så udbredt i Spanien som i Skandinavien. Spanierne betaler en stor afgift for udenlandske kreditkort, og nogle restauranter og butikker kan derfor godt finde på at afvise kreditkort. Af samme årsag anbefales det, at man medbringer kontanter.

Klima

Top Krydstogter