Italien - Sardinien - Alghero

Alghero er en af de mest charmerende byer på Sardinien og byder på alt, hvad man kunne ønske sig af et rejsemål. Byen er kendt som ”Italiens Barcelona”, på grund af sin spanske påvirkning, og Alghero har da også tidligere været under catalansk styre. Dette ses stadig i byens arkitektur, i de catalanske gadenavne, og det høres i den dialekt, som de lokale bruger. Ud over en spændende historie er der mange oplevelser i vente, når du besøger Alghero. Glæd dig til indbydende hvide strande, smukke strandpromenader, skønne italienske spiseoplevelser og betagende arkitektur.

Værd at se

Alghero har bevaret sine mure, der har fungeret som et forsvarsværk og omkranser den gamle bydel. Murene er belagt med tårne, hvoraf flere er åbne for besøg. Tag en vandretur, og nyd udsigten af havet på den ene side og den charmerende gamle by på den anden.

Indenfor ringmuren i den gamle bydel, finder du byens hyggelige middelaldergader. Her er der labyrintagtige gyder, brostenbelagte gader og høje huse, hvorfra farverigt vasketøj flagrer over de gående på gaden. Den catalanske arv ses overalt på bygningsværker, boder og på restauranterne, der serverer paella side om side med italienske specialiteter. Køb en souvenir, eller tag en pause på én af de mange små pladser, og nyd den unikke stemning.

Er du interesseret i arkitektur og kulturelle oplevelser, må du ikke snyde dig selv for et besøg i Cattedrale di Santa Maria, Algheros katedral fra det 14. århundrede, der er bygget i gotisk-catalansk stil. Derudover kan man med fordel gå forbi bastionerne og det gamle slot, og også de to piazzaer, middelaldertorvet Plàia Civica og den neoklassiske plads Plàia del Bisbe, er et besøg værd.

Midt i byen ligger den hyggelige marina, der er fyldt med smukke lystbåde og hyggelige udendørs restauranter. Herfra kan du gå ud til Algheros mange populære strande.
Alghero er kendt for sine strande, der er lavvandede og børnevenlige med skønt finkornet sand. Her finder du også små hyggelige strandcaféer, og flere steder kan du leje solstole, så du kan nyde den fantastiske udsigt over det azurblå hav på komfortabel vis. De mest populære i Alghero strande er Lidostranden og Spiaggia di Maria Pia.

Fra havnen i Alghero er der også flere muligheder for spændende bådture. Tag fx på snorkeludflugt eller en tur til Capo Caccia, det dramatiske forbjerg, der troner sig over havet nordvest for Alghero. En anden populær tur er til Neptungrotten. En tunnel fra havet fører dig ind i en imponerende hule hvor kolossale drypstensformationer flyder fra loftet som smeltet voks, mens de spejler sig i vandet og giver hulen en overjordisk atmosfære.

Valuta:

I Italien bruges der euro (EUR) som valuta. Langt de fleste steder vil du kunne bruge hævekort, ligesom der er hæveautomater i alle større byer. Det kan dog anbefales at have lidt kontanter med alligevel.

Klima

Top Krydstogter