Vietnam - Ho Chi Minh City

Ved vestbredden af Saigonfloden ligger Vietnams største by Ho Chi Minh City med over 7 mio. indbyggere. Byen, der under den franske kolonisering hed Saigon (1862-1945), fik sit nuværende navn efter frihedshelten Ho Chi Minh (1890-1969). Frankrig prægede i stor stil byens byggetraditioner, hvilket er tydeligt, når man i dag beundrer bygninger og boulevarder.

 

Værd at se

De religiøse templer og Cao Dai Temple er beundringsværdige bygninger i buddhistisk-vietnamesisk stil. Her oplever man østens ægte spiritualitet i ceremonier og ritualer, som ofte er krydret med lysinstallationer i Las Vegas-stil. Se f.eks. Xa Loi Pagoda, der ligger i 3. distrikt, og Quoc Tu Pagoda, som ligger i 10. distrikt. En taxa koster ca. 3 kroner for den første kilometer, og man slipper sjældent af med mere end 25-30 kroner.

 

Historisk og arkitektonisk er Genforeningspaladset (Hoi Truong Thong Nhat) et af de mest fascinerende syn. Det ligger i hjertet af downtown Saigion og blev tegnet af arkitekten Ngô Vi?t Th?. Paladset var hjem og arbejdsplads for præsidenten for Sydvietnam under Vietnamkrigen, og det var faktisk det sted, hvor krigen fandt sin afslutning, da en nordvietnamesisk deling styrtede gennem portene d. 30. april 1975. Entrépris: 15.000 Dong (4 kr.).

 

War Remnants Museum viser, som navnet antyder, krigsrester fra Vietnamkrigen (1959-1975). Tidligere var museet kendt under navnet ”Udstillingshuet for Amerikanske Krigsforbrydelser”, og museet er da også hovedsageligt propaganda for det vietnamesiske kommunistiske regime. Alligevel indeholder museet en imponerende samling af militært udstyr, rigtige guillotiner, et tigerburfængsel, krukker med misdannede fostre og ikke mindst store haller fyldt med flotte grafiske fotografier. Entrépris: 10.000 Dong (2,50 kr.).

 

En af de største minder man får fra Ho Chi Minh er de store kulturforskelle fra den vestlige levevis. Det kaotiske trafikcirkus er en oplevelse for sig. Kunsten at krydse en vej, hvor tusindvis af knallerter, ladcykler og andre opfindsomme køretøjer færdes uafbrudt med både høns og hunde på slæb, bliver en fascinerende milepæl i éns verdensforståelse.

 

Klima

Ho Chi Minh ligger i den sydlige tropiske del af landet og her er temperaturerne høje hele året rundt. I Ho Chi Minh City bliver der i januar målt en gennemsnitstemperatur på 26 grader, i juli på 29 grader.

 

Valuta

Vietnamesiske Dong (VND)