Portugal - Horta

Den charmerende by Horta befinder sig på øen Faial i den vestlige del af øgruppen Azorerne i det nordlige Atlanterhav. Havnen er én af de travleste i verden. Førhen var den et yndet tilholdssted for hvalfangere, men i dag tager folk på hvalsafari for at forundres over de mageløse dyr – ikke for at dræbe dem. Havnen bliver i dag ofte besøgt af krydstogtskibe eller private sejlbåde og yachter, og der er et hav af mennesker fra alle steder af verden. Faial er en vulkanø, hvilket øens geografi bærer præg af, og der er derfor en rig og spændende natur at udforske. Glæd dig til en by, der emmer af natur og historie.

Værd at se
Havnen i Horta sprudler af liv og aktivitet. Hver dag kommer nye både til, og andre rejser videre. Det har længe været en tradition, at besøgende maler på havnens vægge og gangbroer, hvor de skriver navne på deres fartøj, besætning og årstal. Dette har gjort havnen til en farverig mosaik og et morsomt sted at besøge.

Lige overfor havnen ligger Peter´s Café Sports, der huser et museum for artefakter skåret ud af hvaltænder og kæber. Caféen er spækket med kuriositeter fra hele verden og er et samlingssted for sejlende og turister, der gerne kommer forbi og bestiller en gin-and-tonic, mens de udveksler rejsehistorier.

Horta har en utrolig dejlig strand, der ligger i en bugt syd for havnen. Praia de Porto Pim er den mest populære strand i området og byder på klart stille vand, blidt lyst sand og fine faciliteter som livreddere, brusebade og caféer. 

Er du interesseret i dyreliv, er en tur på hvalsafari et must. Der arrangeres mange ture fra havnen i Horta, hvorfra du kan blive sejlet ud og se på hvaler og delfiner sammen med trænede marinebiologer. Det bedste tidspunkt til denne aktivitet er fra april til juli, hvor mange hvalarter migrerer gennem farvandet.

Valuta
I Portugal anvender man euro. De fleste steder i Portugal kan man bruge sit hævekort i restauranter og butikker, og der er hæveautomater i de store byer. Man skal dog være opmærksom på, at brugen af kreditkort ikke lige så udbredt i Portugal som i Danmark. Det betyder, at man mange steder afviser kreditkort, når det drejer sig om små beløb, da afgiften på udenlandske kreditkort er så høj. Det kan derfor være en god idé at medbringe kontanter.

Klima

Top Krydstogter