Sygesikringskort

Hvad dækker den offentlige rejsesygesikring - gule sygesikringsbevis?

Det gule sundhedskort (tidl. gule sygesikringsbevis) dækker ofte udgifterne, hvis du bliver syg under en ferierejse i Europa og omkring Middelhavet.

Inden du rejser til udlandet, er det vigtigt, at du ved, hvordan og hvor meget hjælp du kan få, hvis du bliver syg på din rejse. Det gule sundhedskort (tidl. gule sygesikringsbevis) dækker dig, når du foretager ferierejser i Europa. Men rejsesygesikringen har visse begrænsninger. Det er f.eks. ikke lige meget, hvor du rejser hen, hvor lang tid du er væk eller hvad formålet med din rejse er.

Hvor dækker det gule sundhedskort?  
Den offentlige rejsesygesikring dækker pr. 1. januar 2008 kun udgifter til lægebehandling i EU, Færøerne, Grønland, Schweiz, Norge og en række små europæiske stater.
Du er altså ikke længere dækket af rejsesygesikringen på rejser til for eksempel Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Libanon, Tunesien, Rusland, Marokko og Israel.

Følgende lande vil pr. 1. januar 2008 være omfattet af rejsesygesikringen:
Andorra, Azorerne, Belgien, Bulgarien, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Færøerne, Gibraltar, Grækenland, Grønland, Holland, Isle of Man, Irland, Island, Italien, Kanariske Øer, Kanaløerne, Letland, Liechtenstein, Litauen, Luxembourg, Madeira, Malta, Monaco, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, San Marino, Schweiz, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn, Vatikanstaten og Østrig.

Hvor længe gælder dækningen?
Du er dækket af den offentlige rejsesygesikring, i den første måned af din rejse i ovennævnte lande. Det vil i praksis sige, at rejser du ud d. 14. i en måned, så gælder den offentlige sygesikring til og med d. 13. i den følgende måned. Varer din rejse længere end en måned, skal du derfor tegne en privat rejseforsikring, der dækker udgifterne, hvis du bliver syg i udlandet.

Hvilke rejser er dækket?
Du er kun dækket af den offentlige rejsesygesikring, hvis din rejse er en ferierejse. Erhvervsrejser og rejser, som du bruger til at søge job, er som hovedregel ikke dækket af den offentlige rejsesygesikring. Du skal også være opmærksom på, at der gælder særlige regler for dækning, hvis du er på studieophold i udlandet.

Det blå sygesikringsbevis
Hvis du rejser til et EU/EØS-land eller Schweiz i længere tid end en måned eller med andre formål end ferie, har du brug for det blå EU-sygesikringsbevis. Det gælder også, hvis du har en kronisk sygdom som kan være behandlingskrævende. Det blå  EU-sygesikringsbevis fås hos din kommune.

Følgende udgifter er dækket
Rejsesygesikringen dækker udgifter til akut sygdom/tilskadekomst, som er opstået under din rejse. Desuden dækkes almindelig lægehjælp (ikke tandlægehjælp, fysioterapi, kiropraktik mv.) og lægeordineret medicin samt lægeordineret sygehusophold og -behandling inkl. operationer. Rejsesygesikringen dækker også udgifter til telefon, telefax eller lignende ved henvendelser fra udlandet til SOS International.

Rejsesygesikringen dækker ikke hjemtransport som følge af sygdom/tilskadekomst, men i kraft af en nordisk konvention vil danskere på ferie i Norge, Sverige, Finland og Island dog stadig kunne blive transporteret hjem indenfor ordningen.

Hvis du bliver syg
Hvis du bliver syg eller kommer til skade under udlandsopholdet, er det altid klogt at søge læge. Du kan bede dit hotel eller en rejseleder om hjælp til at få kontakt med en læge. Du skal medbringe det gule sundhedskort, der er en sikkerhed for, at du får refunderet de udgifter, der er dækket, når du kommer hjem.

Du skal være opmærksom på, at du kan risikere at skulle betale for lægehjælp og medicin direkte på behandlingsstedet. Husk derfor at få kvitteringer for dine udlæg. En del læger accepterer dog at sende regningen direkte til SOS International, der administrerer ordningen.Hvis der er tale om alvorligere sygdom med hospitalsindlæggelse eller behov for hjemtransport fra de nordiske lande, hvor hjemtransport stadig er omfattet, er det vigtigt, at SOS Internationals alarmcentral kontaktes, enten af dig selv eller af den behandlende læge. Alarmcentralen har åbent døgnet rundt og har telefonnummer +45 70 10 75 10. 

Læs mere på forbrugerrådets hjemmeside - www.forbrugerraadet.dk

Find et cruise


Vælg afrejsemåned:

Eller destination her: