Før du rejser

Afrejseinformation

Få at få det optimale ud af dit krydstogt, har vi samlet diverse nyttige informationer, som vi gerne vil gøre opmærksom på her.

Valuta
Vi anbefaler, at man medbringer lokal valuta samt/eller et af følgende kreditkort: Eurocard/ Mastercard, American Express, Diners eller Visa/Dankort. Hotellerne kræver ofte et kreditkort, de kan skrive regningen på. Også for leje af bil er kreditkort nødvendigt.

Vaccinationer
Der kræves ingen vaccinationer for krydstogter til Europa, USA og Mellemøsten . Skal man videre lande i Mellem- og Sydamerika, Afrika samt nogen lande i Fjern Østen, anbefaler vi, at man kontakter Seruminstituttet i København eller sin egen læge for yderligere information.

Rejseforsikring
Vi anbefaler på det kraftigste, at man tegner en rejseforsikring, da sygesikringskortet ikke dækker rejser udenfor Europas grænser. MyCruise.dk samarbejder med Gouda Rejseforsikring og kan være behjælpelige med at tegne forsikringen.

Pas
Børn og spædbørn skal have eget pas. Børn der rejser med andre end deres forældre og/eller med forældre med andet efternavn, bedes kontakte os inden afrejse. Særlige regler gælder for USA, også på transit besøg.
Kontroller venligst, at navn i pas og reservation er identiske. Rettelse af navn fra kr. 500,- per person.

NB. Man må ikke have indrejse stempel fra Israel i sit pas ved indrejse til Dubai.

Bemærk, at passet skal være gyldigt 6 måneder efter afrejsedatoen, efter krav fra rederierne.

Vigtigt: Rejseregler til USA
Alle danske statsborgere, der rejser til USA, skal være forhåndsgodkendt senest tre dage inden afrejse. Dette skal laves af den rejsende selv. MyCruise kan ikke udfylde formularen for vores gæster.

ESTA (Electronic System for Travel Authorization  er en elektronisk afløsning af det gamle system med papirformularer, som rejsende med statsborgerskab i Visa Waiver-lande (fx Danmark og de øvrige nordiske lande) skulle udfylde ved indrejse til USA.

ESTA findes på en internetbaseret formular på hjemmesiden: https://esta.cbp.dhs.gov
Her indtastes de samme personoplysninger som på den grønne papirformular I-94-W, der udfyldes på flyet. Også spædbørn med fx dansk pas skal ESTA-godkendes. Prisen er USD 14 per person i betales med kreditkort på hjemmesiden.

En ESTA godkendelse af den rejsendes ansøgning gælder i to år eller til passets udløb, alt efter hvad der kommer først.

Typisk godkendes en elektronisk ESTA-ansøgning på få sekunder, men er svaret ”PENDING,” (afventende) foretages en automatisk rutineundersøgelse og svaret vil ifølge myndighederne være klar i løbet af max 72 timer. Den rejsende får et kontrolnummer, som man skal skrive ned og medbringe.

Giver ansøgningen et afslag, skal man forbi den amerikanske ambassade.

En ESTA-godkendelse garanterer ikke indrejse i USA. Godkendelsen tjener alene som et grønt lys for at transportøren (flyselskabet) til, at må flyve én til USA.
Den egentlige indrejsetilladelse gives fortsat af immigrations-betjenten i den amerikanske ankomstlufthavn.

Vigtigt: Print din ESTA godkendelse ud og medbring på rejsen.

Visum
For krydstogter til Rusland og Libyen kræves visum, hvis man ønsker at gå i land på egen hånd. Vælger man at tage med på rederiets udflugter arrangerer rederiet visum ombord. Visum til Dubai fås i lufthavnen i Dubai og er gratis for danske statsborger. Hvis du ikke er dansk statsborger venligst kontakt os for yderligere information.

Påklædning
Det er enkelt at planlægge, hvad du skal have med dig på cruiset. Om dagen har du brug for almindeligt tøj alt efter vind og vejr. Lidt pænere tøj er påkrævet til om aftenen og kan sammenlignes med at man spiser på en pæn restaurant. På et 7 nætters cruise er der generelt to galla-aftener, hvor man har det pæne tøj på og kan sammenlignes lidt med nytårsaften, hvor man også har det fine skrud fremme.
Bemærk, at skibets aircondition kan føles kold.

Mødetid i lufthavnen
Vi anbefaler, at man senest møder i lufthavnen 2 timer inden afrejse.

Bagage på fly
På de fleste luftfartselskaber er det tilladt, at medbringe 1x23 kilo per person. Eksakt antal kilo bagage vil stå på din flybillet.

Gode råd om bagage til USA
På grund af sikkerhedskontrollen ved indrejse i USA må al indskreven bagage IKKE aflåses. Ved evt. efterfølgende forsikringssag på grund af skadet bagage, dækker forsikringen kun såfremt dette er overholdt.

Væsker i håndbagagen
I håndbagagen er det kun tilladt at medbringe væsker eller flydende stoffer i beholdere, der maksimalt kan rumme 100 milliliter (én deciliter). Man må godt medbringe mere end én beholder i sin håndbagage, men ikke flere end der kan være i en gennemsigtig, genlukkelig pose med et rumfang på én liter.
 
Når der i EU-reglerne nævnes væsker, gelé og væskeformige substanser omfatter det mere end bare vand og læskedrikke.
Det drejer sig blandt andet om:
•    Væsker som for eksempel vand, juice, saft, suppe og sirup
•    Parfume, barbersprit, eau de cologne og lignende
•    Delvist flydende stoffer som for eksempel hårshampoo og tandpasta
•    Olier og cremer, for eksempel håndlotion eller solcreme
•    Indholdet i beholdere under tryk, for eksempel deodorant, barberskum og lignende
•    Blandinger af faste og flydende stoffer
Da væsker og væskeformige stoffer efter EU's regler kun må medbringes i flypassagerens håndbagage i beholdere, der kan rumme maksimalt 100 milliliter (én deciliter), er det vigtigt, at den enkelte flypassager allerede hjemmefra sikrer, at væsker og væskeformige stoffer i størst muligt omfang er placeret i den indcheckede bagage.

Undtagelser fra reglerne
Visse væsker og væskeformige stoffer er undtaget fra EU’s regler. Det drejer sig for eksempel om babymad, medicin og lignende, som må medbringes til brug på flyrejsen i større kvanta end 100 milliliter. Man bør dog være forberedt på, at sikkerhedspersonalet kan forlange bevis for væskens ægthed.

Ombordstigning
Tidspunktet for ombordstigning på det aktuelle cruise er angivet i billetten, du skal dog som minimum være ombord på skibet mindst to timer før skibets planlagte afgangstidspunkt.
Vi anbefaler, at du pakker en lille håndbagage med det du har brug for til de første par timer ombord, da det kan tage lidt tid før bagagen bliver bragt til din kahyt.

Indtjekning på skibet
Tag dit pas og dine rejsedokumenter med hen til skranken i cruiseterminalen, hvor du bliver tjekket ind og dit nøglekort bliver udstedt. Dette kort fungerer som dit identifikations- og betalingskort ombord.

Dagsprogram
I kahytten bliver der hver aften lagt et dagsprogram for den følgende dag. Det anbefales, at læse programmet igennem, da informationen omfatter hvad man kan opleve ombord på skibet i løbet af dagen, hvornår restauranterne har åbent, hvilke ting man ikke skal gå glip af i land samt om det er en formel eller uformel aften. Programmet er på engelsk, men kan oftest også fås på tysk, fransk eller italiensk, men desværre ikke på de skandinaviske sprog.

Betaling ombord
Et cruise er et pengeløst samfund, hvor du bruger dit nøglekort, som betalingskort og her påføres alle dine køb ombord, med undtagelse af enkelte områder på skibet, som fx kasinoet hvor man betaler kontant, bruges dette kontantfrie system.

Drikkepenge
I USA er det almindeligt, at give drikkepenge (tips). På restauranter bør man give ca. 10 – 15 % af totalbeløbet. Kuffertbæreren i lufthavnen og/eller i krydstogtterminalen bør man give 1-2 dollars per kuffert.
På alle skibe gives der drikkepenge til restaurant- og kahytspersonalet for god service og venlig betjening. Ca. 7 euro pr. gæst pr. dag dækker service i kahyt og restaurant for voksne og børn. Hos nogle rederier er drikkepengene automatisk inkluderet i cruiseprisen og hos andre bliver det tillagt din regning på næstsidste dag af dit cruise.

Kan jeg blive kontaktet ombord på skibet?
Gæster kan blive kontaktet via telefon på skibet. Vær opmærksom på, at telefonsamtaler til og fra skibene er dyre. Du kan også bruge din mobiltelefon de fleste steder, dog er det dyrt og der er ikke altid signal. Skibene har også Internetcaféer, som giver gæsterne mulighed for, at sende og modtage e-mails. Dette kræver dog, at man har en personlig e-mail adresse. Der betales en minutpris for at benytte Internettet og dette faktureres via dit nøgle-/betalingskort. Kontakt det enkelte rederi eller MyCruise for nærmere information.

Elektricitet
Ombord på skibene findes oftest 220 volt, enkelte har dog 110 volt.

Nødtelefon til MyCruise.dk

I bedes venligst respektere, at dette er et nødtelefonnummer. Det må KUN benyttes, hvis der er tale om en absolut akut nødsituation. MyCruise.dk nødtelefonnummer er: (+45) 51 93 60 19.

Alle andre henvendelser bedes rettet til vores kontor i åbningstiderne mandag til fredag kl. 09:30 - 16:30 på tlf. 70 22 59 59 eller på info@mycruise.dk.



 

Find et cruise


Vælg afrejsemåned:

Eller destination her: